Min historie inden for traktortræk

Mine egne erfaringer bag rattet til traktortræk, starter i 1999 hvor jeg får lov at låne en Fiat 100-90 med turbo. Det gav dog ikke nogen pokal. I år 2000 prøver jeg igen, denne gang med en BM 814. Det var der heller ikke den store succes med. I år 2001 får jeg job hos en grisebonde, der ejer en fin 8-gears 810-C og den får lov at køre masser af traktortræk. Den er dog "reseveret" til markmanden på stedet, men i vinteren 01/02 køber han sin egen traktor (en Fiat, forstå det hvem der kan) og så var 810'eren jo ledig til mig. Så til Østervrå-trækket 2002 er jeg helt klar og skal køre 7500 kg. Traktoren har kun fået lidt på skruen, så jeg har ikke de store forventninger, men lige inden jeg skal ind på banen dukker chefen op. "tror du ikke lige vi skal give den koldstarteren?" Den var jeg med på . Det var den gamle Vendsyssel-slæde, hvor vægtklodsen IKKE fulgte fremdriften, den kørte bare frem med en fast hastighed, så fart var en god ting. Afsted gik det, i 2. høj og så var der fullpull. I pulloff'en gled koblingen desværre, så det gav en 5. plads, men jeg var hooked. Jeg kørte med den traktor til og med 2004 og den fik skam både intercooler og andre dyser. Det gav da også en del pokaler. Sidst i 2004 lykkedes det så at få min egen Volvo 810, som jeg kørte med i 2005, stadig i 7500 kg's klassen. Efter sæsonen ville jeg egenlig gerne have Volvo'en sat i stand og så var det jeg blev enig med min far om en byttehandel, for han havde den her meget rustne model stående, som ingen rigtig gad købe. Og når vi nu alligevel skulle i gang, så kunne det ligeså vel blive den der fik turen. Så mine Michelin 650'ere blev flyttet over, ligesom dyser og pumpe blev byttet. Traktoren blev totalt adskilt, rust i førerhuset blev lavet og hele traktoren blev sandblæst og lakeret, førerhuset også delvist metaliseret. Hele det arbejde tog dog meget længere tid end beregnet, så jeg nåede kun 3 stævner i 2006, nu i klasse 3/5700 kg, hvoraf det ene gav en 2. plads. Men The Lady in Red var født
Til sæsonen 2007 fik jeg lavet diverse småting og efter de første 4-5 stævner blev det sørme også til en intercooler og vupti, så kom også den første 1. plads, ved Østhimmerland LU. Men der skulle jo mere til så, pumpen måtte have en tur (igen) og denne gang fik Andy lov at gøre et forsøg og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Til region Ålborgs amtsmesterskab var jeg så heldig at de hårde drenge var taget til amtsmesterskab i Viborg, så vi var kun 3 Volvo'er i min klasse og der trak jeg det længste strå. Sidenhen vandt jeg også trækket i Kølby. Det var dagen før Nordjysk  Mesterskab, så der holdte de hårde drenge sig også væk
Til sæsonen 2008 blev det tid til at sende topstykkerne (jo, der er to på en Volvo) en tur forbi Dingo-Arne, så der kunne komme noget mere luft igennem. Det resulterede så i at min HX50 turbo blev lille nok. Så meldte JJ Lund (Den Grimme (K)ælling) sig på banen med en modificeret HX55 og den måtte jo prøves. Den er stor, men det gik og da jeg først fik lært at holde mig til 3. høj, så gav det sørme 3 stk 1. pladser i træk. Resten af sæsonen snakker vi ikke om, problemer problemer og atter problemer.
Men vi gør os klar til en ny og forhåbentlig mere stabil sæson, og forhåbentlig med lidt flere hypper under hjelmen.


Så er vi langt inde i 2009 og det er vist på tide at fortælle om hvad der sker med The Lady in Red. Koblingen er blevet fornyet, en ny snude til motorhjelmen med bedre plads er blevet købt, lakeret og monteret. Og for at udnytte den ekstra plads er der blevet monteret en ny og væsentlig større intercooler. Turbo'en har været en tur forbi HE for en lille justering og der er lavet nyt træk.
Den 10. Maj var vi så til stævne for første gang og det resulterede i en 3. plads. Første gennemkørsel gik rigtig godt. Desværre havde jeg ikke fået lavet en god nok montering af trykrøret oppe ved turboen, så slangen måtte opgive efter 5 meter i pulloff'en. Jeg kunne så bare glæde mig over at vi kun var 3 med i pulloff, så det gav en pokal alligevel. En bedre løsning er under udarbejdning til næste træk i Nibe.

Så blev Nibe overstået med en 2. plads på kontoen og trykrøret bliver nu hvor det skal. Til gengæld kunne den hårde lerbane afsløre, at koblingen skal have en lille justering før det er helt optimalt.
Nu skriver vi 28. juni og der er sket en lille forandring på The Lady in Red. Luftfilterhuset er pillet af og i stedet sidder der nu en vandkølet intercooler på den plads. Det pynter måske ikke ligefrem, men det virker altså bedre så det må jeg jo leve med. Det første af 4 amtsmesterskaber er overstået, i region Århus, og det gav en 4. plads, hvilket egentlig var okay, feltet taget i betragtning. Næste udfordring bliver amtsmesterskab i Vendsyssel, hvor jeg håber på en billet til Nordjysk Mesterskab. Men nu må vi se hvad det kan blive til.

Så er det blevet tid til en opdatering igen. Siden sidst har jeg kørt 3 amtsmesterskaber, samt Night Powerpull i Sdr. Hygum. Har forsøgt med en anden turbo, dog uden den store succes. Til mesterskabet i reg. Viborg gik der desværre en olie-returslange til turbo'en, så jeg kom ikke til at køre pull-off. Heldigvis skete der ikke nogen skader. Amtsmesterskabet i reg. Ålborg måtte aflyses pga regn efter alle i kl. 3 havde lavet fullpull. Samme dag kørte vi videre til Sdr. Hygum og det var en blandet oplevelse. Det var alletiders stævne, med et kanon stærkt felt af traktorer. Men desværre opgav min turbo efter godt 60 meter (se billeder under galleri 2009).
Jeg har i noget tid gået og overvejet fremtiden for traktoren og havde så bestemt mig for at det nok skulle slutte med at køre træk, efter denne sæson. Men efter turbohavariet blev pensionen fremskyndet og traktoren er nu ved blive bygget tilbage til "civil" tilstand. Pumpe, dyserør og dyser og solgt og jeg har fået standard pumpe og dyser i bytte. Derudover skal koblingen byttes til standard, ligesom turbo og manifold. 
Hjemmesiden her vil nok eksistere noget tid endnu, så der vil komme opdateringer omkring ændringerne. Og hvem ved, måske kommer der et nyt projekt en dag. Det bliver nok svært at lade det ligge